Navneskiftene er problematiske og hæmmer virkelig integrationen

En sms tikker ind på min tlf. Det er YouSee. Beskeden oplyser mig om, at jeg snart har brugt alle mine MB’s. Jeg skynder mig hurtigt at ringe til YouSee for at bestille ekstra MB’s. I telefonen bliver jeg betjent af en ung herre ved navn Kariim. Da han bliver færdig med at hjælpe mig, siger jeg tak og takker ham også for at han bruger sit rigtige navn, og ikke kalder sig for Martin, idet det er velkendt i hans brance, at unge med anden etnisk baggrund bruger et andet navn, når de arbejder via telefonen for at folk ikke afviser dem. Han takker og siger så, at de faktisk ofte ændrer deres navn når de ringer ud. Der bliver stille i telefonen. Jeg bliver helt forbavset over hvor let han tager det. Hvor normalt det er, at han faktisk skifter sit navn ud jævnligt når han ringer ud, idet han ellers ikke ville blive modtaget på samme måde som hvis hans navn var velkendt. Jeg skynder mig at sige endnu engang tak og ligger på, men dette spørgsmål sidder fast i mig, hvad gør det ved ham, at han ved at han ikke er accepteret i sit eget land, eget samfund? At hvis han virkelig er sig selv og deler sit navn med en fremmed, så vil vedkommende ikke acceptere ham. Hvad lærer vi dog disse unge mennesker om dem selv?  Dette er almen praksis, som jeg selv oplevede da jeg var phoner i min ungdom, men hvordan kan vi acceptere at dette er almen praksis, at unge mennesker bliver nægtet deres identitet fra en ung alder for at kunne tjene nogle penge og udover dette, fra en ung alder fortæller dem at de ikke er troværdige, da de  kun kan øge kundens tillid og dermed få solgt noget ved at skifte deres eget navn ud.

Navneskiftene er problematiske og hæmmer virkelig integrationen og dette er udtryk for manglende tolerance og rummelighed i det danske samfund.  Dette er et knæfald for diskriminationen, som vi lader gå forbi os ubemærket, uden at tænke over hvad det gør ved disse unge mænd og kvinder. Hvordan kan vi udelukkende blive ved med at pege skylden og fingeren udad, når der peger fire fingre tilbage på os selv?

Comments

comments