Danskhedsdebatten er brænde til DF’s bål

 

DF har vundet. En irriterende sejr. De har formået at få hele Danmark til i disse uger at diskutere, hvornår og hvorvidt man er dansk.

 

Diskussionen i sig selv er latterlig. DF kan ikke udpege, hvem der er dansk og kommer aldrig til det, så længe Danmark er et demokrati. Alle mennesker med en smule sund fornuft kan sige sig selv, at Martin Henriksen ikke kan stå på landsdækkende tv og udpege, hvilke unge mennesker der er danske, og hvem der ikke er. Jens Philip Yazdani er dansk lige meget hvad Martin Henriksen siger. Og at Marie Krarup i en facebook opdatering ikke kan definere, at danskerne er dem, der er kristne og kun bruger bløde konsonanter.

 

Det burde ikke være en diskussion, der fyldte så meget på den offentlige dagsorden, for hvis man føler sig dansk så er man vel dansk, og så er den vel ikke længere?

 

Jeg forstår godt folks behov for at forsvare, at de er danske på trods af tro, hudfarve, anden etnisk oprindelse, osv.

 

Jeg forstår godt folk, der bliver forargede og får lyst til at sige fra, mig selv inklusiv.

 

Men problemet er bare, det kommer ikke til at ændre noget hos DF, at man hopper med på deres vogn og diskuterer danskheden. Siden DF blev dannet har medlemmer af partiet kommet med radikale, racistiske udtalelser. Diskussionen bliver bare brænde til DF’s bål.

 

I juli i år fortalte Michelle Obama til den demokratiske konvent, hvordan hun lærte hendes døtre at håndtere hadske og racistiske bemærkninger. Hun sagde: When people go low, we go high. Det synes jeg vi kan lære noget af. Når DF går ned på så lavt et niveau, som vi har set de sidste uger, skal vi ikke respondere ved at gå ned på deres niveau. Vi skal op på et højere niveau. For problemet er, at når DF får hele DK til at diskutere, hvem der er dansk, og hvad der er dansk, er der ingen der fokuserer på – og holder dem ansvarlige for – flygtningekrisen, krigen i Syrien, klimakrisen , den økonomiske krise, udfordringerne i sundhedssystemet, uddannelsessystemet etc.

 

DF får hele Danmark til at diskutere noget, som ikke burde være nødvendigt at have en debat om.

 

Derfor foreslår jeg, at vi siger fra over for DF’s danskhedsdebat – ved at ignorere den.

Comments

comments