Skab din egen fortælling

Skab din egen fortælling.  Ingen andre har ret til at definere dig. Det er ikke de andre, der bestemmer, om du er mand eller kvinde, eller ingen af delene, hvilken seksualitet du har, om du er tyk eller tynd, dansker eller ej. Man definerer sig selv.

 

 

Selvfølgelig kan andre folk have en mening eller opfattelse af dig, men det er blot det, det ér – meninger og opfattelser. Der findes så mange fortællinger, så mange narrativer, som modsiger hinanden eller binder sig sammen eller forløber parallelt. Din fortælling om dig selv er helt op til dig og ingen andre. At definere andre, at give dem begreber, de ikke selv begriber sig som, er et overgreb på deres selvforståelse.

 

 

Det er, vil nogen nok påstå, en glidebane. For hvad hvis nu, jeg synes, at jeg er iraner uden at have nogen som helst forbindelse til Iran? Elller hvad hvis nu jeg synes, at jeg er en rastafari og derfor vælger at få dreadlocks og pludselig deltager i kulturel appropriation? Det er siger sig selv, at det ikke er nogen simpel debat og jeg kan heller ikke give et simpelt svar, for det har jeg ikke. Det vil jeg for nu overlade til klogere mennesker.

 

 

Men hvis vi for eksempel taler om noget som danskhed eller køn, er det nemmere at forholde sig til. Der har på det seneste været megen snak om danskhed – hvem er dansk, og hvem er ikke dansk? Og der har også været mange bud på dette. Hvad er danskhed overhovedet? Jeg tror ikke, at der findes noget objektivt svar på dette. Det viser sig også i debatten, hvor så mange forskellige mennesker har så mange forskellige bud på det. Mit bud er, at man selv definerer danskheden for sig selv, og man definerer selv sig selv som værende dansk eller ej. Og så er den debat sådan set ikke længere.

 

 

Nogen ville måske argumentere for en historisk forklaring på danskhed. De vil lægge vægt på traditionerne gennem tiden. Sådan er det med mange ting, for eksempel kønsroller, religiøs identitet eller familien. Ja, det kan sådan set være hvad som helst. Argumentet “sådan har det jo altid været” har de fleste nok hørt på et eller andet tidspunkt. Det er et rigtig dårligt argument, der argumenterer for, at kultur er noget, der skaber mennesker i stedet for den anden vej – at mennesker er nogen, der skaber kultur. Kulturen er flydende, foranderlig og relativ. Hvad er der så tilbage at gøre? At definere sig selv – at skabe sin egen fortælling og finde fred i det. Det er lettere sagt end gjort, og jeg kommer selv tit i tvivl om min egen fortælling, men det er okay, synes jeg, så længe, at det er mig, der definerer den.

 

 

Comments

comments