Klassekamp og solidaritet er vigtigere end religionskritik

Den 30. september 2016 kunne man i Information læse en kronik af Sebastian ved navn: ”Venstrefløjen er i krig med sine egne idealer”, der argumenterede for det synspunkt at Marx´ formulering om at ”Religion er opium for folket” skulle gøres til det vigtigste venstrefløjsdogme i vor tid. Dette skulle dels ske som et led i kampen for muslimske kvinders seksuelle frigørelse og ligestilling dels som et led i kampen for at bevare de danske kulturværdier.

 

Sebastian hævder i sin kronik, at muslimske kvinders frigørelse per definition umuliggøres af religionen islam, der fremstilles som en enhedsreligion, hvis tolkning alle muslimer er enige om. Og det er jo i virkeligheden ikke sådan, det er. På den måde kommer Sebastian til at tale generaliserende om islam. Han overeksponerer marginalgruppen af islamiske ekstremister og gør dem repræsentative for alle muslimer. Udsagnet forstærker dermed blot højrefløjens smædekampagne mod landets muslimske mindretal og styrker derigennem højrefløjens samlede gennemslagskraft.

 

Religionskritikken må og skal aldrig blive førsteprioriteten for venstrefløjen. Religionskritik kan helt sikkert være legitim og nødvendig, men er det virkelig religionen der blokerer for kvindernes frigørelse og er det virkelig sådan at kvindeundertrykkelse kun finder sted blandt troende muslimer?

 

Hvis man ser nærmere på sommerens avisartikler om forholdet mellem de to køn i Danmark, er det tilsyneladende blevet forholdsvis almindeligt, at kvinder der bevæger sig ud i nattelivet, bliver klappet i bagdelen eller taget på deres kønsdele mod deres vilje. Hvad er undskyldningen og forklaringen på at masser af etnisk danske kvinder udsættes for grænseoverskridende, nedværdigende behandling af danske majoritetsmænd? Tilbage i marts hørte vi om, hvordan fire unge på en efterskole i Nordsjælland giver en pige 3 lussinger og penetrerer hende med en vodkaflaske, badminton-ketcher og senere en tøjbøjle. Og dette er ikke et enkeltstående eksempel. Et andet eksempel kunne være de gentagne eksempler på, at kvinder udsættes for hævnporno i form af at deres nøgenbilleder deles på offentlige internetsider, mod deres vilje og uden at de har givet de mænd der deler billederne deres samtykke.

 

De nævnte eksempler har det tilfælles, at de ikke er sket på baggrund af undertrykkerens religiøse overbevisning. De viser derimod noget om forholdet mellem drenge og piger i det danske majoritetsmiljø. Vi ser nemlig en forbrugsmentalitet, hvor kvinderne bliver gjort til et objekt for fyrenes behov. Men hvad er forklaringen? Følger vi Sebastians logik om, at religion er en forudsætning for en nedværdigende behandling af kvinder, bliver det svært at forklare hvordan de ovenfornævnte handlinger kan finde sted og eksistere i et ateistisk miljø i Danmark.

 

Vi kan konkludere at de 100 års kvindekamp, som vi bryster os af her i Danmark, nok har rykket meget, men altså ikke mere end at tusindvis af kvinder stadig udsættes for kønsrelateret diskrimination. Er det så ikke afgørende og væsentlig at understrege, at vi har at gøre med et tværkulturelt problem? Et problem som ikke kan reduceres til at være et islamisk kulturelt problem.

 

Det vil være en stor fejl at gøre dogmet ”Religion er opium for folket” til det mest centrale på venstrefløjen. Hvis vi virkelig er bekymrede for muslimske kvinders frihedsrettigheder og skal tale om hvilke af de gamle venstrefløjsdogmer, der for alvor kan rykke noget i disse kvinders frigørelseskamp, så må man sige at dogmet: Ingen kvindekamp uden klassekamp er meget mere centralt.

 

I forbindelse med 60’ernes og 70’ernes kvindebevægelse i Danmark, var der mange kvinder, der ikke længere fandt sig i, at blive behandlet som mandens vedhæng. Og det hang sammen med at kvinderne på dette historiske tidspunkt havde mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene penge selv. Det var altså først og fremmest den økonomiske uafhængighed, der sikrede ligestillingen mellem kønnene, og i mindre omfang bruddet med de normer der bød kvinden at blive i hjemmet for at tjene mand og børn. Hvis vi på venstrefløjen skal støtte muslimske kvinders frigørelse, skal vi hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet.

 

Det er en oplagt venstrefløjstanke at kæmpe for kvinders rettigheder, herunder retten til selv at vælge, hvordan de vil gå klædt. For mig kan burkinien være lige så meget et symbol på frihed som bikinien. Frihed til at tro, til at være anderledes, til at bestemme over sin egen krop. Frihed til at skille sig ud. Kvinder skal have lov til at tage det på, de vil – burkini og bikini. Og de skal også have lov til ikke at tage det på.

 

Som demokrat og som socialist skal vi se det rigtige frie valg som det valg, man selv tager, uanset om det er at sige nej eller ja til burkinien.

 

Vi skal på venstrefløjen kæmpe for ligestilling – i betydningen lige værd og muligheder – fordi det er et vigtigt middel når målet er ligestilling. Hvis kvinderne kan klare sig selv økonomisk, bliver det nemmere for dem at finde kræfter til at føre kvindekamp og vende sig imod ekstreme muslimers fundamentalistiske tolkninger af islam. Målet er ikke, at alle mennesker skal være ens.

 

Comments

comments